Skip til hoved indholdet
    Hjem Klag over parkeringsafgift

Klag over parkeringsafgift

Har du fået en parkeringsafgift og mener, den er uberettiget, har du mulighed for at klage.

Klagevejledning

Før du klager over en parkeringsafgift, er det vigtigt, at du kontrollerer den en ekstra gang.

Mener du fortsat, at parkeringsafgiften er givet uberettiget, har du mulighed for at sende en elektronisk klage til Parkeringskontrol Nord. Det skal fremgå tydeligt af din klage, hvorfor du klager over din afgift.

Husk at Parkeringskontrol Nord afgør klager over parkeringsafgifter i forhold til, om Færdselsloven eller parkeringsreglerne er overtrådt.
At du som bilist har været i god tro er ikke i sig selv nok til at frafalde en afgift.

Bemærk at pålagte parkeringsafgifter kun kan ændres, hvis der er hjemmel for det i Færdselsloven.

Din klage skal være Parkeringskontrol Nord i hænde tidsnok til, at betalingsfristen på 10 dage kan overholdes, hvis klagen afvises af Parkeringskontrol Nord.

Parkeringskontrol Nords afgørelse efter færdselslovens § 121, stykke 2 kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed.

Klagens indhold

Din klage skal som minimum indeholde følgende:

  • Parkeringsafgiftens løbenummer/afgiftsnummer
  • Bilens Registreringsnummer
  • Dit navn, adresse, postnummer og by
  • Årsagen til, at du synes, at afgiften bør bortfalde

Der er ingen krav til, hvordan du indgiver en klage. Det vil sige, at den kan sendes per mail, per brev med videre, men Parkeringskontrol Nord opfordrer dig til, for din egen sikkerhed i forbindelse med behandling af personhenførbare oplysninger, at indsende den via sikker digital post.

Kontakt

Parkeringskontrol Nord

Hjulmagervej 22H 9000 Aalborg

Ring til os

70 11 22 23

Skriv til os

Personlig henvendelse kan kun ske efter telefonisk aftale.

Åbningstider

Det med småt

Læs Færdselsloven på retsinformation.dk

Bekendtgørelse om standsning og parkering i Aalborg Kommune

I medfør af færdselslovens § 92 stykke 1, nummer 1, og § 92 c, stykke 4, samt bekendtgørelse om parkeringskort for personer med handicap § 11, stykke 1, nummer 3, litra b, bekendtgøres herved med samtykke af Nordjyllands Politi følgende, der er gældende inden for de med byzonetavler afgrænsede tættere bebyggede områder:

§ 1. Det er forbudt at parkere påhængskøretøjer med videre i mere end 18 timer.

§ 2. Køretøjer med tilladt totalvægt over 3500 kilo (lastbiler, busser og lignende) samt påhængskøretøjer, herunder sættevogne, med tilladt totalvægt over 750 kilo må ikke parkeres i mere end 4 timer:

  1. I boligområder eller på andre veje og pladser, hvor der forefindes beboelse inden for en afstand af 100 meter, medmindre der findes særligt afmærkede pladser for sådanne køretøjer.
  2. På veje, hvor der i henhold til færdselslovens bestemmelser ved skiltning er fastsat en højere tilladt hastighed end den i byzoneområdet gældende.

§ 3. Parkering af campingvogne er kun tilladt i 48 timer, medmindre der findes særligt afmærkede pladser for sådanne køretøjer.

§ 4. Fritaget for betaling på parkeringspladser med betalingsparkering er køretøjer med parkeringskort for personer med handicap.

§ 5. Denne bekendtgørelse trådte i kraft den 31. marts 2014.

Center for Parkering, Vagt og Service
Hjulmagervej 22H
9000 Aalborg

Tilgængelighedserklæring

Telefon: 70 11 22 23
pnord@aalborg.dk